Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

OASIS

Komplet ukendte til stor berømmelse på rekordtid

Oasis gik fra at være komplet ukendte til stor berømmelse på rekordtid. Med tiden er de blevet et af Storbritanniens mest kontroversielle, omdiskuterede, hadede og elskede bands. Blandt Oasis mest kendte hits kan nævnes ”Wonderwall”, ”Don’t Look Back in Anger” og “Champagne Supernova”. På bare tre år gik Oasis fra at være komplet ukendte til at spille udsolgte koncerter for flere hundrede tusinde mennesker, blive fløjet ind i helikopter og leve et ægte rockstjerneliv med rigeligt af sex, drugs and rock’n’roll.

Oasis

Drengedrømme

Hvis man skal forstå Oasis historie, må man starte med at se nærmere på Gallagher brødrene, Liam og Noel (de har også en storebror, Paul, der ikke har noget med Oasis at gøre). Noel var en enspænder, der altid sad med pen og papir og skrev. Han havde en guitar, som han øvede sig på, og ret tidligt opstod en interesse og en evne for musik. De to drenge delte værelse, og Liam var egentlig komplet ligeglad med musik og havde altid syntes, at Noel var sær med sin guitar og interesse for musik. Men en dag fik han også interesse for musikken.

Ifølge Liam selv, skulle interessen for musik være opstået på en lettere bizar måde. Ligeså tilbagetrukken og rolig Noel var, lige så frembrusende var Liam. En dag stod han foran skolen, da en gruppe drenge fra en anden skole dukkede op. Liam havde åbenbart provokeret drengene fra den anden skole i en sådan grad, at de syntes, han skulle have et lag tæsk.

Pludselig trak den ene af dem en hammer frem og knaldede Liam i hovedet. Liam påstår, at han siden det øjeblik, kunne høre musik overalt og fik en stor interesse og evne for det. Fra det øjeblik blev Liam besat af musik. Han blev besat af at være medlem i et band, og af at skulle blive berømt på baggrund af musikken. Det eneste han gjorde, var dog at hæve sin kontanthjælp og bruge pengene på vinylplader og pot, som han så røg derhjemme, mens han lyttede til sine plader og drømte sig hen i en verden, hvor han var med i bandet, der spillede på pladespilleren.

Men det skulle ændre sig. To af Liams venner, Bonehead og Guigs, spillede i et band, der hed ”The Rain”. Liam tog over til dem en dag, de øvede, og da de hørte hans vokal, var de ikke i tvivl – han skulle med i bandet! Liam, flabet som han er, sagde, at det ville han gerne, men bandet skulle skifte navn til Oasis. Med ét havde Liam sit band.

Noel, der altid havde været interesseret i musikken, var på dette tidspunkt roadie for bandet ”Inspiral Carpets”. Det var vigtigt for Liam, at få Noel med i Oasis af en ganske simpel årsag – han var den eneste, der kunne skrive tekster for dem. Men der skulle gå lidt tid, før Noel kom med. Noel var stadig på tur med ”Inspiral Carpets”, men endte med at blive fyret, fordi han i bund og grund ikke lavede noget. Han tog hjem, og til sin store forbløffelse fandt han ud af, at Liam var kommet med i et band.

Oasis spillede deres første liveoptræden i 1991 på ”Boardwalk”, og Noel tog ned for at høre sin brors band. Han var imponeret – de sang sange, de selv havde skrevet og kunne faktisk spille musik. At Liam, drengen der syntes, at Noel var mærkelig, fordi han altid sad på sit værelse med sin guitar, var blevet forsanger, overraskede ham. Faktisk havde han overhoevdet ikke vidst, at hans bror havde hverken den drøm eller de evner. Noel gik med på at skrive sange og være guitarist i Oasis. Og derefter skete der intet i to år!

Det store gennembrud

Bandet blev ved at øve, og Noel skrev på sine sange. En dag i 1992 sang han en ny sang for de andre i bandet. Han havde færdiggjort ”Live Forever”, og teksten var så god, at de andre ikke troede på, at det var Noel, der havde skrevet den. Derfra og frem vidste de, at ”nu sker det!”, om omverdenen er klar eller ej, så er det nu, vi bliver et kendt rockband.

De brugte al deres tid på at øve og køre rundt og prøve at få spillejobs, men uden held. Drengene delte øvelokale med et band kaldet ”Sister Lovers”. Pigerne fik et spillejob i Glasgow, og de spurgte om ikke Oasis ville med – den chance missede de ikke. Drengene skrabede alt, hvad de kunne sammen, og havde lige nøjagtigt penge nok til at leje en minibus (de så også kunne sove i), til turen. Oasis endte med at få lov til at spille fire sange den aften.

Skæbnen ville, at den ene af pigerne på daværende tidspunkt, var kærester med en toneangivende medarbejder hos det store pladeselskab Creation Records – Alan McGee. Alan signede dem på stedet. Året var 1993, og Oasis var en realitet.

Det store gennembrudshit ”Supersonic” fra 1994 er skrevet af Noel, mens de andre bandmedlemmer spiste kinesisk take-away, og indspillet samme nat. Derfra tog tingene fart! ”Supersonic” ramte nr. 31 på de engelske hitlister. Oasis begynder herfra at tage på turne. De begynder at få stor succes og leve et ægte rockstjerneliv med alkohol og smadrede hotelværelser.

Efter at have spillet mange jobs i Storbritannien, begynder Oasis at kigge mod udlandet. De får muligheden for at varme op for ”The Verve” til en koncert i Amsterdam – men det går ikke helt efter planen.

Om bord på færgen var der foruden drengene fra Oasis også en masse hooligans. Det skal måske i denne sammenhæng lige nævnes, at Gallagher brødrene er kæmpe fodboldfans. De er begge glødende Manchester City fans. Liam har engang udtalt i et interview, som svar på spørgsmålet om, hvad de ti ting, han hader mest i verden er: ”Hmm, nr. 1 – Manchester United fans. Nr. 2 – lad mig lige tænke her… Fuck it, jeg hader bare Man United fans 10 gange”.

Nå, drengene kommer om bord på færgen fra England til Holland. Her er de allerede godt påvirkede. Der er en natklub og et kasino ombord, og det vælter med West Ham fans – det er en farlig kombination. Pludselig udbryder der et kæmpestort massesalgsmål. Liam som elsker kaos, kaster sig ind i slagsmålet. Det hele eskalerer, og flere af Oasis drengene bliver anholdt. De når aldrig at spille koncerten i Amsterdam, fordi de, da de kommer i land i Holland, bliver sendt direkte med den næste færge retur mod Storbritannien. Nu var der ikke andet for, end at bandet måtte ringe til deres manager og fortælle, at deres første udenlandske job var blevet aflyst, fordi de var kommet op at slås – vaskeægte rock’n’roll. Hele episoden blev brugt til at italesætte og markedsføre Oasis lige i Simon Spies’ ånd.

Succesen vokser op gennem 1990’erne. Flere numre rammer toppen af hitlisterne, flere albums kommer til, og i 1996 giver Oasis en legendarisk koncert i Knebworth Park, hvor 2,6 millioner mennesker forsøgte at få billet.

I 1995 forlod Guigs bandet, fordi han fik et sammenbrud. Det var formegentligt en kombination af for mange substanser og det hårde og yderst stressende rockstjerneliv. Det var lige inden bandets store USA tour. Oasis påbegyndte alligevel touren i USA. Efter at have spillet hos Letterman i New York, valgte Guigs at vende tilbage til bandet. Tingene så lysere ud, men…

Oasis skulle spille i Los Angeles, og det tør siges, at koncerten ikke gik helt efter planen. Alt gik galt, fordi alle bandmedlemmer var ekstremt påvirkede. Bandet spillede forskellige sange på forskellige tidspunkter og alt var kaos. Den fejlslagne koncert skabte et misbehag hos Noel. Liam havde kastet sin tamburin efter ham, og efter koncerten følte Noel, at det var mere et ’mig og dem’ end et ’os’. Og Noel stikker af. Oasis stod i USA og manglede et bandmedlem. Han vendte dog tilbage igen.

Oasis havde fået deres gennembrud og en stormende karriere, men succesen begyndte at krakelere og alting har en ende.

Søskendekærlighed

Noel og Liam Gallagher havde, som søskende nu engang har, nogle kontroverser, og deres evige indbyrdes fights begyndte at vokse og tære på bandet. Liam har selv sammenlignet Oasis med en Ferrari; den er skøn at kigge på, skøn at lytte til, men den kan altså spinde ud af kontrol i ny og næ.

Det der skabte Oasis og holdt bandet sammen, var det helt specielle bånd mellem Noel og Liam. Det samme forhold mellem de to brødre, endte med at blive årsagen til bandets brud.

Både Noel og Liam ville gerne være forsanger, og de ville begge gerne bestemme. Der opstod en rivalisering imellem de to. Noel var jaloux på Liam, fordi han synes, han var pænere, sjovere og bar tøj bedre end ham. Liam var jaloux på Noel over hans evner til at skrive sangtekster.

Det udviklede sig med tiden til for store spændinger mellem de to. Under indspilningen af et album kom Noel og Liam decideret op at slås – de smadrede fuldstændigt et studie og den ene slog den anden i hovedet med et cricketbat.

I 2009 forlod Noel endegyldigt bandet, og Oasis var ikke længere en realitet. Men det betød ikke, at det var slut for Liam.

Rock’n’roll Star

”Rock’n’Roll Star” er titlen på endnu et af Oasis store hits. Livet med sex, drugs, rock’n’roll og smadrede hotelværelser har vi været inde på. Men der følger også noget andet med livet som rockstjerne; attitude og stil. Liam Gallagher har udviklet sig til at stort stilikon. Han var det dengang, og han er det i dag. Han har en meget personlig stil, kraftigt inspireret af hooligan og casual miljøet, kombineret med mod-kulturen (ungdomskultur fra 1970’erne) og et twist af ”The Beatles”.

Et andet visuelt særtræk for medlemmerne af Oasis er deres frisurer. De har altid haft lidt underlige frisurer. Frisurerne er inspireret af ”The Beatles”, så deres måde at style deres hår på var reelt tyve år bagud. De gjorde det for at skille sig ud, og vise, at de var ligeglade med, hvad andre syntes om dem.

Drengene så i øvrigt meget op til ”The Beatles”, og en stor drøm gik i opfyldelse for dem, da de indspillede et album i studiet Abbey Road, hvor ”The Beatles” indspillede deres albums.

Liam’s interesse for mode har ført til, at han i 2006 stiftede tøjmærket Pretty Green. Som Liam’s egen stil er brandet præget af sportstøj, mod-kultur og casual stil.

Foruden tøjmærket har Liam også startet en solokarriere og med succes udgivet albumsne ”As You Were” og ”Why Me? Why Not?”. Der er rigeligt at lytte til og stiltips at suge til sig fra både Oasis og Liam Gallaghers solokarriere.

Hvis man kan lide attituden, er der mange sjove klip med interviews af hele bandet, men især interviews og udtalelser af en provokerende og total bramfri Liam Gallagher er underholdende.

Hvis artiklen har vakt din interesse for Oasis, kan det klart anbefales at se filmen ”Supersonic”, der bærer navn efter bandets første succes single.