Levering 1-2 hverdage Julegaver byttes til d. 31. januar 2026 Gratis levering ved køb over 499,-
Menu

Hold øje med - danske musikkunstnere

I qUINT vil vi gerne opløfte dygtige nye artister og give dem mulighed for, at sætte ord på dem selv og deres kunst. Vi har derfor samlet tre kunstnere/grupper, som vi mener, du skal holde øje med i fremtiden. Vi har ladet dem style et outfit fra qUINT, skudt nogle billeder og spurgt dem ind til deres projekter og fremtid.

Mød dem her: Luca Stereo - Skammerens Døtre - Bonfi

LUCA STEREO

Hvordan vil du beskrive din musik med 3 ord? 


Lige til sagen. Der er selvfølgelig en masse mere til det end det. Jeg kan godt snakke om, at det er skævere og mindre tilbageholdende, måske til tider uhyggeligt ærligt, men det er det, at jeg går lige til sagen og skriver om min umiddelbare følelse lige nu og her, der for mig gør, at jeg selv lytter til mine egne sange. For mig er det som at se ind i et spejl, der fortæller mig ting, jeg ikke engang vidste om mig selv. Jeg kan godt have følelsen af, at jeg ikke vidste, jeg “havde det sådan”, før jeg hører en sang, efter jeg har lavet den. 


Hvad driver dig kreativt lige nu?

 

Det er som så mange andre mit indre liv, der får møllen til at køre rundt – og i særdeleshed lige fortiden. Jeg har det fuldstændigt vanvittigt i hovedet, fordi livet er så smukt og åbent samtidig med, at det er meget tungt og nostalgisk. I virkeligheden føler jeg mig nok bare virkelig, at jeg er levende for tiden, og at jeg har en masse ting, jeg skal ud med. 


Hvordan starter en sang hos dig? 


Det er forskelligt, hvordan mine sange bliver til. Ofte starter det med en idé til en titel, som resonerer med mig på et dybere plan, men det kan også sagtens være et emne, jeg har brug for at snakke om. “Jeg håber, der er en pusher på mit plejehjem”, “Er vi så meant to be, at vi allerede ses i det her liv for så at leve sammen i det næste?”, “Er det sådan landet ligger, ligesom Danmark”, “Du slår op, som noget brugt på dba”, er alle sammen titler, jeg har liggende i mine noter, som jeg har en dyb connection til. Alt sammen titler, der helt sikkert bliver til sange, når der sker noget i mit liv, jeg er nødt til at få ud. De passer ligesom bare, når de passer.

Hvordan bruger du styling som musiker til at udtrykke dig? 



For mig er det at tage tøj på en forlængelse af min personlighed. Når der sker noget, vil jeg selvfølgelig gerne vise, at jeg har gjort noget ud af mig selv, fordi jeg ikke tager det, at jeg er inviteret, for givet. Jeg går i det tøj, der passer mig, både i størrelsen og i gørelsen. 


Hvor er du om 5 år? 


Om 5 år er jeg i gang med at lave mad til alle mine venner i mit hjem og har været ude og spille hele sommeren. Jeg har et givende og rigt liv med hende, jeg er fuldstændig på røven over i dag, og har lige fået en besked fra det menneske, der sidder og læser det her lige nu, fordi personen gerne vil fortælle mig, at min musik har gjort livet lidt mere legende, rørende og let. Og det gør mig rigtigt glad.

SKAMMERENS DØTRE

Hvordan vil I beskrive jeres musik med tre ord? 


Girl-riot, ufiltreret og iskold.


Hvad driver jer kreativt lige nu? 


Vores kreativitet er drevet af følelsen af at lave musik til kvinder, som uanset alder, kan relatere til det, vi rapper om. I vores fællesskab er der ægte girlhood energi og plads til at larme, danse og skrue op for selvtilliden. Vi har for eksempel lavet en sang, der hedder “Ligeglad”. Den handler om, at piger og kvinder skal huske at sige fra overfor mænd, der snakker lort - ligeud sagt. Vi oplever tit, at piger (inklusiv os selv) føler, at de skal please alt og alle, måske på grund af den måde, vi er blevet opdraget på kulturelt. Det er synd, og derfor vil vi gerne opmuntre piger til at tage den plads, de har ret til! 


Hvordan starter en sang hos jer? 


Vi tager det ofte ud fra rigtige oplevelser og samtaler, vi har haft. Starten på en god studie-session er tit ligesom starten på en god drinks-aften med os. Vi snakker derudaf og koger det hele ned til et nyt sangemne. Vores sange er et spejl af de erfaringer og følelser, vi går igennem.

Hvordan bruger I styling som musikere til at udtrykke jer?


Som så mange andre har vi for det meste tøjkrise, men vi elsker at lege med det feminine udtryk - glitter, hæle, miniskirts. Det blander vi med baggy sweats, hoodies eller en nice cap. Vi kan godt lide at være extra og gå all in med styling. Det er så fedt at kunne lege Bratz, selvom man er 21 år gammel. 


Hvor er I om 5 år? 


Vi har tre luksusmansions på landet i Andalusien i tre forskellige toner af lyserød. Husene står i en trekantsformation, hvor midten rummer Europas største og bedste indspilningsstudie. Vi har GLORILLA, NICKI MINAJ og ROSALÍA på speed dial, og de tager telefonen hver gang, vi ringer for at lave et collab. Hver aften mødes vi i studiets indspilnings-/ sleepover-rum og får vores private bartender til at lave TRE LÆKRE frozen strawberry daiquiris.

BONFI

Hvordan vil du beskrive din musik med 3 ord? 


Det er svært at koge ned til tre ord, men jeg vil nok sige: ærlig, følsom og spacy. Hvad driver dig kreativt lige nu? Jeg elsker at lave musik, og jeg er mest inspireret om natten. Ofte sidder jeg i studiet helt til klokken syv om morgenen - det er dér, jeg skriver alt min musik. Om natten er der ingen forstyrrelser: ingen der skriver til mig, ingen der er vågne. Jeg kan fokusere fuldstændigt på musikken. Og så elsker jeg, når det er mørkt? Det har jeg altid gjort. 


Hvordan starter en sang hos dig? 


Jeg starter næsten altid med melodien. Teksterne skriver jeg sjældent ned - i stedet indspiller jeg én linje ad gangen, indtil jeg har en hel sang. For mig handler musik rigtig meget om melodier. Når jeg arbejder på den måde, kan jeg tilpasse ordene til melodien hver gang. Det er melodien, der bærer sangen og skaber stemningen. Nogle gange bruger jeg memo-appen til idéer, men 90 % af tiden arbejder jeg i studiet. Jeg skriver ofte ord eller sætninger ned og bygger videre derfra. Jeg prøver aldrig at have for mange forventninger til, hvad det skal blive til - det kan nemlig hurtigt ødelægge det kreative flow.

Hvordan bruger du styling som musiker til at udtrykke dig?


Jeg går meget i baggy tøj. Det startede, fordi det var komfortabelt, men efter 5-6 år er det blevet en naturlig del af min stil og identitet. Jeg foretrækker mørke nuancer og går sjældent i “pænt” tøj. Baggy tøj er også det, jeg har på om natten, når min musik kommer til live. På scenen er jeg også i løstsiddende tøj - det passer til, hvem jeg er som person. Jeg føler ikke behov for at se ud på en bestemt måde, fordi musikken skal tale for sig selv. Selvfølgelig tænker jeg over styling, fordi det også er en form for udtryk, men musikken vil altid komme først. 


Hvor er du om 5 år?


Der dufter af hjemmelavet asiatisk mad i min penthouse-lejlighed i Nordhavn med udsigt over vandet - et sted, hvor jeg kan gå ture, når jeg skriver om natten. Jeg elsker mad, men hader at lave det, men heldigvis elsker min dejlige kone at lave mad. Jeg lever af at lave musik. Jeg er på Danmarksturné, har udgivet et par albums og lavet et fælles album med Gusto og Ozzy. Jeg har et stort studie i byen og et lille hjemmestudie.

Et øjeblik...
Luk
Luk