Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

Hvem eller hvad er egentligt fænomenet KAWS?

Hvem eller hvad er egentligt fænomenet KAWS?

Den spæde start

KAWS – du har uden tvivl set nogle af hans kunstværker eller nogle af hans designs, men måske vidste du bare ikke, at de var lavet af ham. Når du har læst denne artikel, er du forhåbentligt blevet væsentligt klogere.

Brian Donelly er født i 1974 i Jersey City, New Jersey lige uden for New York City. Hvis navnet, Brian Donelly, ikke siger dig noget, forstår vi det godt. Men måske kender du hans kunstnernavn KAWS?

KAWS fik ret tidligt øjnene op for graffiti. Allerede i de mindre klasser i folkeskolen brugte han meget tid på at betragte graffiti, og han prøvede selv at kopiere værker ned på papir. Især de lokale unge, der var nogle år ældre end ham, malede graffiti på gaden i området, hvor han voksede op, og han brugte timer på at replikkere deres værker. Efterhånden som KAWS blev ældre begyndte han også at lade sig inspirere af ældre, dybt traditionsbundne kunstmalere som eksempelvis svenskeren Klaus Oldenberg, amerikanske Chuck Close og tyske Gerhard Richter.

I 1990erne begyndte KAWS selv at male graffiti på gaden i New York City. Han fokuserede primært på at male på- og ændre på store billboard reklameskilte, reklamer i busstoppesteder og på telefonbokse.

Med tiden voksede hans kreative egenskaber, og han besluttede at tage en uddannelse indenfor kunstfaget. I 1996 fik KAWS sin BFA (Bachelor of Fine Arts) fra skolen for Visual Arts i New York. At KAWS havde (og fortsat har) stort talent blev manifisteret, da Disney kontaktede ham umiddelbart efter endt uddannelse. Han startede som freelance artist for Disney og lavede animerede baggrunde til det verdenskendte firmas tegnefilm. Blandt noget af det mest populære, han har arbejdet på er nok 101 Dalmatinere og tegnefilmsserien Doug.

Fra gadegraffiti til anerkendt kunstner

Efterhånden som folk begyndte at bemærke KAWS visuelt æstetiske fortolkninger på diverse reklamer i gadebilledet, blev de mere og mere populære. Med tiden opstod der en interesse for hans graffiti, i en sådan grad, at nogle direkte opfattede det som kunst. Og herfra tog det fart. KAWS begyndte at rejse rundt til verdens metropoler for at modificere reklamer i gadebilledet. Han var i løbet af slut 1990erne aktiv i både New York, London, Paris, Berlin og i flere byer i Japan. Alle byer der i dag er, og også dengang var, store modebyer. Nogle af de rette mennesker på det rette tidspunkt fik altså dermed øjnene op for KAWS.

At KAWS ikke længere blot var en graffitimaler men en kunstner blev for alvor slået fast, da han i 1998 vandt Pernod Liquid Art Award – en anerkendelsespris af nye, up and coming kunstnere.

KAWS soloudstilling med titlen ”OriginalFake”, som blev vist i Bape Galery i Tokyo, indeholdt blandt andre værker en skulptur med titlen ”Wonderful World”, som blev solgt for svimlende $400.000. Hvis du selv vil erhverve dig nogle værker fra KAWS, skal du nok enten satse på at vinde i Lotto, eller være heldig at finde noget godt på en auktion. Det letteste at komme i nærheden af både udbuds- og prismæssigt, er typisk vinylfigurerne, fordi de er serieproducerede og altså ikke unikaer, selvom de er produceret i begrænset oplæg. Figurerne betragtes fortsat som samlerobjekter og ligger og flirter lidt med at være kunst. De er produceret af Medicom Toy, der også laver Be@rbrick figurerne.

KAWS mest populære figurserie går under navnet ”Companion”. Der er af og til nogle af ”Companion” figurerne på auktion hos det danske auktionshus Bruun-Rasmussen, hvor en vinylfigur på 28 cm højde typisk rammer hammerslag på mellem DKK 4.000-6.000. Man kan også finde flere figurer på både farfetch.com, StockX og Stadium Goods, hvor de typisk har en startpris på DKK 7.500. Så det er altså frem med sparepengene – men kan man lide æstetikken, er det uden tvivl pengene værd. Om ikke andet kan det på sigt vise sig at være en god investering. Det vigtigste er at gå uden om Wish, hvis du vil have en original.

Måden KAWS er blevet en anerkendt kunstner på, minder meget om den danske kunstner HuskMitNavn. De er begge startet med at male graffiti, og så er de den vej igennem kommet ind i kunstens verden og har gjort en stor karriere ud af det.

Hvem eller hvad er egentligt fænomenet KAWS?

Fra grafitti til samarbejde med Supreme og Pharrell

Man skulle tro, at KAWS havde rigeligt at se til i slutningen af 1990’erne, men han havde alligevel tid til at sætte endnu et projekt i søen. Og måske er det dét projekt, du kender ham bedst for – figurative legetøjsfigurer til udstilling i hjemmet i begrænsede oplæg.

Figurerne blev taget godt imod i hele verden, men især i Japan var figurerne i høj kurs. Succesen i Japan førte til flere samarbejder med det japanske multitalent og designer Nigo, der blandt andet er medstifter af A Bathing Ape (du kan i øvrigt også læse en artikel om Nigo i dette nummer af qUINT Mag). Blandt KAWS mest kendte figurer er re-designs af blandt andre Mickey Mouse, Michelin Manden og Svampebob Firkant. Du kan altid kende KAWS på hans tilgang til udformning af figurer og grafik, der giver dem et let legende tegneserieudtryk. Et andet kendetegn i samme boldgade, er de Mickey Mouse hænder, han giver mange af sine figurer, samt de ikoniske krydser i øjnene. Det var disse figurer der dannede grundlag for udviklingen af ovennævnte ”Companions”.

KAWS store popularitet og prisudviklingen på hans værker skyldes uden tvivl, at han er en super dygtig kunstner, men når ens kunstneriske egenskaber anerkendes af kendisser som Nigo og Pharrell Williams, der har en enorm samling af diverse KAWS ting, hjælper det også tingene på vej. KAWS har desuden også hjulpet Pharrell med at designe det visuelle udtryk til hans ”girl” parfume.

KAWS har desuden gjort det mange drømmer om – han har samarbejdet med den hæderkronede streetwear legende Supreme. Ikke bare en enkelt gang, men flere gange. Senest i år da han lavede KAWS Chalk logo serien til både hoodies, caps, tees og skatedecks. Alle produkterne havde været en god investering – de bliver i dag (surprise, surprise) solgt til flere gange den oprindelige pris.

Hvis vi skal blive i modebranchen lavede KAWS i foråret/sommeren 2019 et samarbejde med japanske Uniqlo. De printede en stribe af forskellige t-shirts med hans ikoniske ”Companion” figurer. T-shirtsene blev hurtigt udsolgt og er blevet et samlerobjekt.

Senest har KAWS lavet et samarbejde med Nike omkring KAWS x sacai Nike Blazer Low. Sneakeren er holdt i klassiske sacai detaljer, men i to forskellige farvekombinationer typisk for KAWS. Som sin signatur har KAWS sat de to ”XX”, der også er at finde i øjnene på figurerne, i sålen på skoen. Ikke overraskende går samarbejdet under navnet ”Weareable Art”.

Der er rigeligt at gå på opdagelse i og på jagt efter i KAWS univers. God fornøjelse!