Den pudsige historie om Michael Jordans indflydelse i modeverdenen
Michael Jordan er blevet hyldet som værende en af de bedste basketballspillere nogensinde. Alle er enige i, at han er en sand basketball-legende. Men vidste du, at mange også er enige i, at han muligvis har en forfærdelig sans for mode? Hvordan kan det overhovedet være tilfældet, når hans Nike Air Jordan sneakers er blandt verdens mest populære sko? Det kigger vi på nedenfor.
The Last Dance
”The Last Dance” er titlen på en Netflix-serie, som bringer seerne helt tæt på Michael Jordan. I ti afsnit følger folk Jordan dengang og i dag, og det er netop de gamle klip, som har kastet et nyt lys på Jordans sans for mode (eller i nogles øjne mangel på samme). Det har ført til Tumblr-sider og YouTube-videoer, som gør grin med Michael Jordans mode. Her er Jordans søn Marcus Jordan kommet faderen til forsvar ved at sige ”Alle tror, at de er en komiker på niveau med Dave Chapelle på de sociale medier. Han er selvsikker og komfortabel med hans stilvalg,” siger sønnen om faderens modesans.
Er det ikke det som mode handler om? Jordan er villig til at prøve grænserne af, når det kommer til valg af beklædning. Faktisk tog Jordan sit tøjvalg lige så seriøst som basketball. Den tårnhøje basketballspiller byder på et autentisk look, som giver kant til hans besynderlige tøjvalg. Man kan sige, at Jordan banede vejen for, at mænd kan designe udvalget i deres garderobe i henhold til deres personlighed fremfor de seneste trends.
”Han ved, hvad han kan få til at se godt ud, og han styler sig selv. Du kan finde ham i et Jordan tracksuit fra top-til-tå, mens han også har et ur til et sekscifret beløb på, og han kører i en bil til et syvcifret beløb. Selv når han er fint klædt på, vedligeholder han et klassisk, luksuriøst look, som virker ubesværet. Det kommer naturligt for ham,” siger sønnen Marcus om faderens stil.
Nike har været med Jordan siden dag et
Hvordan endte Michael Jordan op med at designe Air Jordans sneakers? Det er en pudsig historie. Samarbejdet startede tilbage i 1984, lang tid før at Nike var verdens største sportsproducent – en titel de til gengæld bærer i dag.
Men faktisk havde Jordan ingen interesse i samarbejdet i begyndelsen. Jordan’s sport agent David Falk udtalte i et interview med Kevin Durant, at Jordan ikke ønskede at samarbejde med Nike. ”Han kendte ingenting til dem, han kunne ikke lide skoen, og han havde ikke lyst til at gå videre med det,” delte Falk.
Dengang var Nike ikke det dominerende brand, som de er i dag. Fokus var på Converse, som havde været den officielle sko for de Olympiske Lege i mere end 30 år. Converse havde på det tidspunkt indgået aftaler med anerkendte sportsudøvere som Magic Johnson, og måske fik det Jordan til at holde sig tilbage i første omgang. Ud over Converse, var Adidas den anden store spiller i datiden. Siden har Nike dog ”taget hævn” ved at opkøbe Converse i 2003.
Falk endte med at overtale Jordan. Som han siger det ”Nike var mest sultne efter Michael, de havde mest brug for ham, og derfor var de villige til at gøre mest.”
Regler er til for at blive brudt
Michael Jordan startede sin professionelle basketballkarriere hos Chicago Bulls i 1984. Det var også i den forbindelse, at Jordan spillede i den første udgave af Nike Air Jordan. Her var der tale om en prototype med sorte og røde detaljer, mens den ægte Air Jordan sko var på vej. En farvekombination der senere skulle vise sig at blive legendarisk.
Man kan sige, at det var en interessant start på Jordans NBA-eventyr. Det siges at Jordan fik en advarsel for at spille med skoen, da der var regler om at NBA-spillernes sko skulle matche deres spillerdragt samt holdkammeraternes sko. Desuden var der en 51-procentregel om, at den procentdel af skoen enten skulle være sort eller hvid.
Men regler ”er til for at blive brudt” – og det gjorde Michael Jordan og Nike. Jordan blev ved med at overtræde reglerne. Der har også længe gået rygter om at Nike skulle have betalt 5000 USD for hver gang, Jordan overtrådte reglen, men det er der faktisk ikke noget bevis på – men det er et godt rygte. Måske betalte Nike bøder, måske gjorde de ikke. Det bakker kun op om historien om, at sport agenten David Falk forudså, at Nike var villige til at gå langt for Michael Jordan. Man må også sige, at al omtalen var glimrende markedsføring for Chicago Bulls, Jordan og Nike.
En mand med indflydelse
I dag har NBA også ændret reglerne for basketballskoene på banen til deres kampe. Dog skete det først for nyligt ved 2018-19-sæsonen, da NBA gav spillerne grønt lys til at spille i sko i hvilken som helst farve. Det banede Jordan vejen for, og det var langt fra den eneste indflydelse, som han har haft på spillernes uniformer.
Michael Jordan havde et ritual med at have UNC-træningsshorts på under sin spillerdragt. Derfor valgte han at spille i mere løse shorts sammenlignet med sine holdkammerater. Senere førte dette ritual til at hele NBA gik væk fra at spille i korte shorts.
Sko for millioner
David Falk, Nike og Michael Jordan er sikkert yderst tilfredse med at have indgået en aftale i sidste ende. Air Jordan skoene omsatte for intet mindre end 100 mio. USD for Nike i 1985. Jordan har efter sigende modtaget over 1,3 milliarder USD siden han skrev under på aftalen med Nike i 1984.
Der er flere personer, som vælger at samle på Michael Jordan trainers. Det vil sige, at skoene nærmest bliver købt som pynt, eller til opbevaring på en eller anden facon. De berømte sko kan nemlig stige enormt i værdi i løbet af årene. Rekorden på de dyreste Michael Jorden basketballsko hører til et par trainers fra 1985 med autograf fra basketball-legenden. Skoene blev solgt på en Sotheby auktion til intet mindre end 560.000 USD, som svarer til over DKK 3,85 mio.
Men var Jordan i sidste ende et modeikon?
Der var altså mange, som havde den holdning af Michael Jordans sans for mode var forfærdelig. Men det førte også til at stille spørgsmålstegn ved, om det skulle hyldes eller kritiseres. Jordan skabte sin egen form for mode, og det beviser blot, hvordan han var unik på banen såvel som udenfor banen. En ting er helt sikker – han har hvert fald banet vejen for en udødelig klassiker i sneakerverdenen og modebilledet.