WHY? // JJ Paulo- Music
Jamen det startede tilbage da jeg kom til Danmark. Mine forældre har altid danset i en afrikansk dansegruppe, så jeg var altid med da de var ude og spille koncerter. Så så jeg senere nogle klip af Michael Jackson optræde på en scene, og så tænkte jeg at det vil jeg også gøre. jeg begyndte at eksperimentere med at indspille musik og udgive musik, og ja nu skal jeg spille Roskilde Festival til sommer. Jeg har egentlig bare haft et klart mål, og det er det jeg er gået efter siden start.
Det er min kultur; altså det er en måde for mig at udtrykke mig selv på. Jeg er ikke så god til at snakke om følelser f.eks., men det kan jeg snakke om via musikken. Jeg skriver altid kun sange om ting jeg har oplevet selv eller ting jeg går igennem i mit liv, så følelsesmæssigt er musik en god måde for mig at udtrykke mig selv på.
Det fede for mig er at optræde, altså stå på en scene live. Jeg elsker opmærksomhed, jeg elsker at smitte folk med glæde, og elsker at få folk til at danse. Det er helt klart det med at performe der er det fede for mig ved at lave musik.
Min kultur er både dansk og tanzaniansk, og jeg er stolt af begge. Den tanzanianske kultur har jeg min dans og rytme fra, men også det at jeg kommer for sent. Min danske kultur gør at jeg er meget tjekket og imødekommende. Det er best of both worlds, og jeg er glad for den situation det har bragt mig i.
“Jeg elsker opmærksomhed, jeg elsker at smitte folk med glæde, og elsker at få folk til at danse.”